Whistleblower- ordningen

Et tilbud til ansatte og samarbejdspartnere i Københavns Kommune.

Er du ansat i kommunen eller hos en af kommunens samarbejdspartnere og har du viden – eller begrundet mistanke – om ulovligheder eller alvorlige uregelmæssigheder i Københavns Kommune, så har du nu mulighed for at videregive oplysningerne til whistleblowerordningen.

Whistleblowerordningen er vedtaget af Borgerrepræsentationen og er etableret hos Borgerrådgiveren, som er uafhængig af kommunens forvaltninger, borgmestre og de politiske udvalg. Formålet er ikke at gå efter personer, men efter uacceptable forhold i kommunens administration og borgerbetjening.

Borgerrådgiveren behandler alle henvendelser seriøst, sørger for at relevante undersøgelser foretages og sikrer, at oplysningerne bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i kommunens borgerbetjening og administration.

Henvendelse kan ske via alle indgange til Borgerrådgiveren: telefonisk, skriftligt, ved personligt fremmøde eller via Whistleblowerportalen. Du skal give oplysningerne i god tro – det vil sige, at du ikke bevidst må give urigtige eller vildledende oplysninger. Gå til Whistleblowerportalen

Du kan henvende dig anonymt

Du kan henvende dig anonymt, hvis du finder en tryghed i, at ingen ved, hvem du er. Hvis du vil være anonym, må du ikke oplyse dit navn eller andet personhenførbart, f.eks. adresse eller telefonnummer. Hvis oplysningerne er givet, har vi pligt til at registrere det, og så er du ikke længere anonym. Vi anbefaler, at du anvender Whistleblowerportalen, hvis du ønsker at være anonym.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.