Særlig feriegodtgørelse

Medarbejdere med ret til ferie med løn modtager særlig feriegodtgørelse.

Udbetalingstidspunktet for den særlige feiregodtgørelse er dog ændret i den nye ferieordning. Den særlige feriegodtgørelse består af et ferietillæg på 1 procent og et forhøjet ferietillæg på 0,95 procent (højere for nogle overenskomstgrupper). I den gamle ferieordning blev begge tillæg udbetalt sammen med lønnen for april (bagudlønnede) eller maj (forudlønnede).  Efter den 1. september 2020 bliver den særlige feriegodtgørelse udbetalt i rater. Udbetalingen sker automatisk, og du skal derfor ikke foretage dig noget for at få feriegodtgørelsen udbetalt. 

Ferietillægget på 1 procent udbetales i følgende to rater:

  • Den 31. maj (på baggrund af lønnen for perioden fra den 1. september til den 31. maj)
  • Den 31. august (på baggrund af lønnen for perioden fra den 1. juni til den 31. august)

Det forhøjede ferietillæg på 0,95 procent udbetales i en rate:

Det forhøjede ferietillæg på 0,95 procent (for nogle overenskomstgrupper højere) udbetales senest den 1. maj (på baggrund af lønnen det forrige kalenderår).

Særlig feriegodtgørelse i overgangsperioden:

I perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 sker der en indefrysning af de ferierettigheder, der er omfattet af ferieloven. Dette har også indflydelse på udbetalingen af den særlige feriegodtgørelse.

I denne periode vil 1 procent af den særlige feriegodtgørelse blive indefrosset, fordi udbetalingen er baseret på ferieloven. Det vil sige, at med aprillønnen (bagudlønnede) eller majlønnen (forudlønnede) 2020, får du udbetalt ferietillæg for perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 og ikke for et helt år, som du er vant til.

Den øvrige del af den særlige feriegodtgørelse svarende til 0,95 procent (for nogle overenskomstgrupper er denne procentsats højere), vil blive udbetalt efter de nuværende ferieregler og bliver ikke påvirket af indefrysningen. De 0,95 procent udbetales altså for et helt år: Fra den 1. januar til den 31. december 2019, fordi denne del af den særlige feriegodtgørelse ikke påvirkes af den nye ferieordning

Tænkt eksempel som illustrerer forskellen

Jens Jensen har været ansat siden 2014 og er ansat på uændrede vilkår i Københavns Kommune i hele perioden, hvor vi overgår til ny ferielov. Jens er månedslønnet, bagudlønnet og tjener 10.000 kr. pr. måned før skat. Jens er berettiget til ferietillægget på 1 procent og det forhøjede ferietillæg på 0,95 procent.

Gamle ferieordning

Med lønnen i april 2019 fik Jens udbetalt særlig feriegodtgørelse svarende til 1,95 procent af lønnen for perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018. Det vil sige 2.340 kr. (1,95% af 120.000 kr.).

Overgangsperioden

Med lønnen i april 2020 vil Jens få udbetalt særlig feriegodtgørelse svarende til 1 procent af sin løn i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019. Det vil sige 800 kr. (1% af 80.000 kr.). Jens vil også få udbetalt den øvrige del af den særlige feriegodtgørelse svarende til 0,95 procent af sin løn i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019. Denne vil være 1.140 kr. (0,95% af 120.000 kr.). I alt får Jens her udbetalt 1.940 kr.

Ny ferieordning

Med lønnen i april 2021 vil Jens få udbetalt det forhøjede ferietillæg svarende til 0,95 procent af sin løn i perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020. Det vil sige 1.140 kr. (0,95% af 120.000 kr.).

Den 31. maj 2021 vil Jens få udbetalt ferietillæg svarende til 1 procent af lønnen i perioden fra den 1. september 2020 til den 31. maj 2021. Dette vil være på 900 kr. (1% af 90.000 kr.)

Den 31. august 2021 vil Jens få udbetalt ferietillæg svarende til 1 procent af lønnen i perioden fra den 1. juni 2021 til den 31. august 2021. Det vil sige 300 kr. (1% af 30.000 kr.). 

De tre udbetalinger giver i alt 2.340 kr., altså det samme som Jens fik udbetalt på et år i den gamle ferieordning.