Sygdom under ferie
Sygdom under ferie
Hvis du bliver syg under din ferie, har du ret til erstatningsferie, hvis du:
- Er syg under ferie i flere dage end din karensperiode (se herunder)
- Har planlagt ferie og ikke andre typer fri som 6. ferieuge, seniordage eller omsorgsdag
- Dokumenterer din sygdom med en lægeerklæring, som du selv betaler for.
Blev du syg før din ferie?
Hvis du har meldt dig syg til din leder før den første arbejdsdag i din ferieperiode, har du ret til at udskyde din ferie. Din leder skal slette de feriedage, du ønsker at udskyde, i selvbetjeningsløsningen ”Ændring og sletning af ferie eller fravær” på Serviceportalen.
Indberetning
Din leder skal indberette ”sygdom under ferie” i selvbetjeningsløsningen ”Sygdom” på Serviceportalen.
Karensperiode
Din karensperiode starter den dato, du melder sygdommen til din leder og som fremgår af din lægeerklæring.
I karensperioden bruger du din ferie. Du har ret til erstatningsfri efter din karensperiode.
Karensperioden beregnes ud fra, hvor mange faste ugentlige arbejdsdage, du har. Hvis du har 5 faste arbejdsdage, er din karensperiode på 5 dage og hvis du har 4 faste arbejdsdage, er din karensperiode på fire dage.
Din karensperiode gælder for afholdelse af ferie optjent i samme ferieår (1. september – 31. august). Karensperioden kan brydes op i flere perioder, hvis du bliver syg under ferie flere gange samme år. Der er forlænget afholdelsesperiode for ferie, så ferie optjent fra 1. september det ene år kan afholdes til og med 31. december året efter. Derfor vil det afhænge af, hvornår ferien er optjent, om ferie afholdt mellem 1. september og 31. december falder under karensperioden for det afsluttede eller indeværende ferieår.
Eksempel: Du har 5 ugentlige arbejdsdage og derfor en karensperiode på 5 dage. Du holder en uges efterårsferie og er syg de sidste 2, som tæller som de første 2 dage af din karensperiode. Du bliver syg igen i løbet af din sommerferie i juli i samme ferie år, og kan få erstatningsfri efter 3 sygedage.
Er du ansat eller fratrådt i løbet af ferieåret?
Hvis du ikke har været ansat hele ferieåret (1. september - 31. august), er din karensperiode tilsvarende kortere. Din karensperiode er en femtedel af de feriedage, du kan optjene i det indeværende ferieår. Tallet nedrundes til nærmeste hele antal dage.
Eksempel: Du blev ansat den 1. januar og optjener ferie i 8 måneder i det indeværende ferieår. Du arbejder 5 dage om ugen og optjener derfor 2,08 feriedag om måneder. Derfor optjener du 16,64 feriedage i det indeværende ferieår. Derfor er din karensperiode på 3 dage (en femtedel af 16,64 er 3,33).
På samme måde bliver din karensperiode kortere, hvis du fratræder midt i et ferieår. Hvis du får ret til erstatningsfri på bagkant, fordi du fratræder og du derfor har været syg under ferie udover din karensperiode, vil din erstatningsferie komme med på dit feriekort.