Værdigrundlag og vision

Vision og værdigrundlag for Københavns Kommune.

Københavns Kommunes værdier og vision som arbejdsplads fremgår af vores værdigrundlag, som er vedtaget af Borgerrepræsentationen og kommunens øverste administrative ledelse. Værdigrundlaget udgør det ledelsesmæssige fundament for Københavns Kommune, hvor vi lægger vægt på at praktisere værdibaseret ledelse.

Målet er at give den enkelte medarbejder de bedste muligheder for at vurdere, hvad der er det rigtige at gøre i en konkret situation, og tage ansvar for sit eget arbejde. Det giver både større arbejdsglæde og det bedste resultat. 

Værdigrundlaget. 
København er som Danmarks hovedstad og centrum i Øresundsregionen et kraftcenter for menneskelig, kulturel og økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag. Det giver Københavns Kommune nogle særlige forpligtelser og muligheder for at være udadvendt og udviklingsorienteret. 

Københavns Kommune er en offentlig servicevirksomhed. Kommunens opgave er at yde en service over for borgere og virksomheder, som gør det attraktivt at bosætte sig og investere i byen. Kommunen skal være bevidst om kvaliteten i sine serviceydelser, og kommunen skal møde brugeren med respekt, ligeværdighed, dialog og tillid. 

Københavns Kommune skal være en attraktiv arbejdsplads, der er præget af effektivitet, samarbejde og stadig udvikling. Kommunen skal som arbejdsplads være kendetegnet ved et udfordrende og sundt arbejdsmiljø. Kommunen skal være en virksomhed, hvor medarbejdernes ansvarlighed, engagement og initiativ værdsættes, og hvor mangfoldighed betragtes som et aktiv.