Referat af møde i CSO d. 11. marts 2021

Mødet blev afholdt d. 11. marts 2021, klokken 11:30 til 14:00 på Microsoft Teams.

Deltagerliste samt referatet i Pdf-format kan findes i bunden af siden.

Søren Hartmann Hede indledte mødet og bød i den forbindelse velkommen til faglig sekretær for FOA-SOSU Maria Kim Konstantinidou, der fremover vil deltage i CSO-møderne. 

1) Godkendelse af referat fra CSO-mødet den 14. januar 2021 

Lars Sørensen bemærkede, at det i referatet af mødet bør fremgå, at hjemmearbejde kan være relevant for alle arbejdsgrupper, og at organisationssiden derfor har et fælles ønske om, at muligheden for hjemmearbejde skal overvejes for samtlige faggrupper og ikke kun for AC-medarbejdere, HK-medarbejdere og socialrådgivere. 

Søren Hartmann Hede sagde, at den pointe vil blive indskrevet i referatet inden, at det sendes ud bredt. Herefter blev referatet godkendt. 

2) Overførselssagen 2020/2021 og Budget 2022 

Mads Grønvall fortalte, at forhandlingerne om overførselssagen begynder den 22. marts 2021. Overførselssagen indebærer en teknisk del vedr. bl.a. overførsel af mindreforbrug i regnskabet samt en politisk del, hvor der bl.a. forhandles om udmøntning af uforbrugte midler i regnskabet. Overførselssagen forhandles af partierne bag aftalen om budget 2021. Forhandlingerne indledes med behandling af need-to-sager, hvorefter de politiske forhandlinger går i gang. 

Det forventes foreløbigt, at den samlede økonomi i overførselssagen vil ligge på omkring 8-900 mio. kr. i år. Det er på niveau med de senere års overførselssager. 

I overførselssagen drøftes også håndtering af merudgifter som følge af Covid-19 i 2021. Regeringen har meldt ud, at evt. kommunale Covid-19- merudgifter ikke må lede til serviceforringelser. 

Britt Pedersen mindede om, at organisationerne på fællesmødet med Økonomiudvalget den 11. august 2020 gav udtryk for, at der bør afsættes flere midler til rengøring på skoler, dagtilbud m.fl. Dette ønske er stadig gældende. 

Søren Hartmann Hede svarede, at der i Budget 2021 blev afsat midler til en evaluering af rengøringsindsatsen netop på skoler og dagtilbud under Covid-19. Hvorvidt man også fremover ønsker en højere rengøringsstandard er op til politikerne. 

Tobias Børner Stax orienterede om, at Børne- og Ungdomsudvalget har modtaget en evaluering af rengøringen på skoler og dagtilbud bl.a. ift. oplevelsen af den ekstra rengøring under corona. 

Herefter fortalte Mads Grønvall, at Økonomiudvalget den 26. januar 2021 godkendte indkaldelsescirkulæret for budget 2022. I samme omgang besluttede Økonomiudvalget et effektiviseringsmåltal på 274,3 mio. kr. Det medfører, at udvalgene skal anvise 76 mio. kr. i nye effektiviseringer i 2022. En række af udvalgene er i mål i forhold til deres effektiviseringsmåltal. De udvalg, der har overskud, skal bruge overskuddet til at håndtere bevillingsudløb. Økonomiudvalget har derudover også pålagt Økonomiforvaltningen frem mod overførselssagen og budgetforhandlingerne, med inddragelse af forvaltningerne, at udarbejde forslag til effektiviseringer med fokus på automatisering og administrative funktioner. 

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen 1. behandler budgetforslaget for 2022 hhv. den 25. august og 2. september 2021, hvor kommunernes samlede rammer er kendt som følge af KL’s økonomiaftale for 2022. 

3) Forslag om ansættelse af barselsvikarer ved fastansættelse af medarbejdere i overnorm 

Søren Hartmann Hede indledte punktet, og fortalte, at der i CSO i forbindelse med drøftelsen af evalueringen for Frisættelsesforsøg 2.0 den 14. januar 2021 var enighed om, at Kultur- og Fritidsforvaltningens frisættelsesforsøg skulle drøftes særskilt på det kommende CSO-møde. I forsøget har det været muligt at fastansætte medarbejdere på overnorm til løbende at dække behov ved barselsorlov. Økonomiforvaltningen har foretaget en administrativ og juridisk vurdering af forsøget og ordningen, og det vurderes, at ordningen er mulig inden for rammerne af Københavns Kommunes barselsfondscirkulære. 

Lars Sørensen kvitterede for det fremsendte notat, der bl.a. skitserer mulighederne og problemstillingerne med ordningen. Overordnet set er der flest positive elementer ved ordningen. Den er bl.a. et fint tiltag til at kunne rekruttere kvalificeret arbejdskraft, og den vil ligeledes sikre, at der i nogle (store) enheder bruges færre ressourcer på ansættelsesprocesser. 

Mette Touborg fortalte, at der har været gode erfaringer med forsøget i Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvilket også er årsagen til, at ordningen med fordel kan bredes ud til alle forvaltninger. Ordningen har egnet sig særligt godt til at få dækket mænds forældreorlov. 

Søren Hartmann konkluderede, at Økonomiforvaltningen i sin slutevaluering af Frisættelsesforsøg 2.0 til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil tydeliggøre gevinsterne ved, at ordningen gøres permanent og udbredes til alle forvaltninger, og at CSO grundlæggende er positivt indstillet overfor forslaget. 

4) Anonym klageadgang om sexisme og seksuel chikane 

Nina Allin gav en kort orientering om den anonyme klageadgang. Borgerrepræsentationen besluttede den 29. oktober 2020, at der skal etableres en anonym klageadgang i Københavns Kommune, hvor alle medarbejdere i Københavns Kommune kan henvende sig, hvis de enten selv oplever/har oplevet sexisme eller seksuel chikane på arbejdspladserne - eller er vidne til det. Arbejdsgangene og konceptet for klageadgangen er udarbejdet af Økonomiforvaltningen i tæt samarbejde med forvaltningerne og Arbejdsmiljø København. Klageadgangen åbner medio april 2021, og alle i Københavns Kommune vil kunne henvende sig telefonisk og via en elektronisk henvendelsesportal. På baggrund af trivselsundersøgelsen 2019 forventes det, at der årligt vil være ca. 200 henvendelser, men det er dog forbundet med stor usikkerhed. Efter to år evalueres ordningen og økonomien forbundet med den. 

Lars Sørensen kvitterede for det fremsendte notat, og bemærkede, at det er positivt, at der i klageadgangen er en fornuftig balance mellem anklagerens og den anklagedes rettigheder. Derudover var der ønske om, at CSO også bliver forelagt de afrapporteringer på klageadgangen som Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges. 

Søren Hartmann Hede bakkede op om, at CSO også skal modtage de afrapporteringer, der laves i forhold til klageadgangen. 

5) Inklusionsmåling i Københavns Kommune 

Søren Hartmann Hede orienterede om, at Økonomiudvalget den 22. september 2020 besluttede, at der i Københavns Kommune skal gennemføres en inklusionsmåling, der sætter fokus på barriererne for kvinders vej til toplederstillinger i kommunen. 

Herefter præsenterede Nina Allin rammen for undersøgelsen. Der vil blive gennemført en række individuelle interviews og gruppeinterviews dels med ledere på tværs af forvaltningerne, dels med (fælles)tillidsrepræsentanter, der har deltaget i ansættelsesprocessen af en adm. direktør eller direktør. Derudover udsendes også et spørgeskema til en afgrænset gruppe af ledere og medarbejdere i forvaltningerne. Undersøgelsen gennemføres i april-maj 2021, og der vil blive afrapporteret over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter sommerferien. Der vil også blive afrapporteret over for CSO. 

Der var ingen bemærkninger til orienteringen. 

6) Spørgeramme for undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd i Københavns Kommune 

Søren Hartmann Hede fortalte, at den fremsendte spørgeramme er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra alle forvaltninger, Arbejdsmiljø København samt repræsentanter for Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation. 

Spørgsmålene er udarbejdet i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og vil dermed også kunne bruges til at benchmarke i forhold til andre undersøgelser, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø gennemfører. 

Lars Sørensen bemærkede, at det i spørgeskemaet ikke er muligt at vælge, om det er politikere (enten fra Borgerrepræsentationen eller lokaludvalgene), der har opført sig krænkende. Det er væsentligt, at muligheden for at vælge politikere er til stede. 

Søren Hartmann Hede var enig i dette og sagde, at feltet ”eksterne samarbejdspartnere” måske kan udvides, så det også indeholder politikere. Det blev konkluderet, at arbejdsgruppen finder en hensigtsmæssig løsning, så det også fremgår tydeligt, at man kan vælge politikere i spørgeskemaet. 

7) Eventuelt 

Søren Hartmann Hede orienterede om, at han efter påske går på forældreorlov i 13 uger. Mads Grønvall vikarierer som formand for CSO i perioden. 

Britt Pedersen orienterede om, at rammeaftalen om tele-og hjemmearbejde i forbindelse med OK-21 ikke er blevet opdateret. Dermed er der ikke længere noget til hinder for Københavns Kommunes videre arbejde med at indgå en lokalaftale om hjemmearbejde. 

Søren Hartmann Hede var enig i dette, og sagde, at KK-pejlemærkerne (drøftet på CSO-mødet den 14. januar 2021) er under udarbejdelse og som aftalt vil blive drøftet i CSO. 

Britt Pedersen bemærkede desuden, at der i forbindelse med OK-21 var indgået en aftale om, at flerdøgnsdagplejere i Københavns Kommune nu igen blev omfattet af en kollektiv overenskomst, hvilket var glædeligt.

Deltagere på mødet

For ledelsessiden:
Adm. dir. Søren Hartmann Hede, ØKF
Dir. Mads Grønvall, ØKF
Konst. adm. dir. Jeppe Bøgh Andersen, BIF
Adm. dir. Tobias Børner Stax, BUF
Adm. dir. Mette Touborg, KFF
Adm. dir. Mikkel Boje, SOF
Adm. dir. Katja Kayser, deltog indtil kl. 12.00
Adm. dir. Søren Wille, TMF

For medarbejdersiden:
Formand Lars Sørensen, Københavns Lærerforening
Formand Britt Petersen, FOA/LFS
Fællestillidsrepræsentant Tania Karpatschof, AC
Næstformand Steen Vadgaard, FOA 1
Næstformand Karla Kirkegaard, HK/Kommunal Hovedstaden
Næstformand Mimi Bargejani, FOA KLS, deltog indtil kl. 11.45
Formand Henriette Brockdorff, BUPL Hovedstaden
Regionsformand Rasmus Hangaard Balslev, Dansk Socialrådgiverforening
Gruppeformand Lars Pless, 3F BJMF
Kredsnæstformand Signe Hagel Andersen, Dansk Sygeplejeråd
Faglig sekretær Maria Kim Konstantinidou, FOA sosu

Særlige deltagere:
Kontorchef Nina Allin, KS (deltog under punkt 4 og 5)
Centerchef Anne Boll, KS (deltog under punkt 3)
Chef for Arbejdsmiljø København Annemette Hammer (deltog under punkt 4)
Chefkonsulent Frederik Glintborg Kjeldbjerg, KS (deltog under punkt 4)
Chefkonsulent Charlotte Kjær, KS (deltog under punkt 6)

Sekretariat:
Direktør Ivan Kristoffersen, KS
Centerchef Lene Munck, KS
Kontorchef Lotte Pedersen, KS
Kontorchef Cecilie Wulff Juul Jørgensen, ØKF
HR-konsulent Søren Riis Mikkelsen, KS
Chefkonsulent Lars Daugaard, KFF

Afbud:
Kredsformand Lars Petersen, Socialpædagogernes Landsforbund