Referat af møde i CSO d. 12. oktober 2023

Mødet blev afholdt d. 12. oktober 2023, klokken 11:30 til 14:00 i Udvalgsværelse D på Københavns Rådhus

Deltagerliste samt referatet i Pdf-format kan findes i bunden af siden.

1) Godkendelse af referat fra CSO-mødet den 8. juni 2023 

Referatet blev godkendt uden bemærkninger. 

2) Budget 2024 

Søren Hartmann Hede fortalte indledningsvist, at Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2023 vedtog Budget 2024. Budgetaftalen er indgået af partierne bag principaftalen - Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Ifm. forhandlingerne har der været behov for politisk stillingtagen til relativt mange bevillingsudløb fra 2024. 

Herefter fortalte Nicolai Kragh Petersen, at der i forbindelse med forhandlingerne var et stort fokus på at løse de udfordringer, som kernedriften står overfor, særligt på Børne- og Ungdomsudvalgets og Socialudvalgets område. Herudover blev det nævnt, at parterne: 

- har disponeret 812,1 mio. kr. på service og 384,6 mio. kr. på bruttoanlæg i 2024. 

- har reduceret indkomstskatten med 0,1 procentpoint i 2024 og aftalt en hensigtserklæring om tilsvarende næste år. 

- er enige om at afsætte puljemidler på i alt 137,8 mio. kr. i perioden 2024-2027 til at imødegå fastholdelses- og rekrutteringsudfordringer på udvalgte velfærdsområder. 

- har valgt, at udgifterne til administration i Københavns Kommune reduceres med 38 mio. kr. på service i 2024 og frem. Reduktionen fordeles mellem fagudvalgene med 5 mio. kr. hver og 8 mio. kr. for Økonomiudvalget. 
 

Katrine Fylking kvitterede for, at forvaltningerne hjælper med at afklare spørgsmål undervejs i budgetprocessen. Herudover efterspurgtes en oversigt over bevillingsudløb på tværs af forvaltningerne. Endeligt blev det nævnt, at organisationssiden oplever, at politikerne præsenterer budgetaftalen som en sejr, mens det i praksis opleves sådan, at det er medarbejderne på de enkelte arbejdspladser, der skal forsvare besparelser og effektiviseringer over for borgerne. 

Søren Hartmann Hede fortalte, at der til dette års budgetforhandlinger var udarbejdet et oversigtsnotat med bevillingsudløb. Det vil også blive udarbejdet til næste års forhandlinger, og der vil i den forbindelse være endnu større fokus på at gøre oversigten tydelig og enkel. 

3) Temadrøftelse vedr. Det Sociale Kapitel 

På vegne af Temagruppen om Det Sociale Kapitel gav Charlotte Kjær en orientering om temagruppens arbejde for 2023, der har haft fokus på 

- at revidere kommissoriet for Temagruppens arbejde 

- at undersøge kendskabet til og eventuelt brugen af handicapkompenserende ordninger på kommunens arbejdspladser, 

- efter behov at udarbejde informationsmateriale om handicapkompenserende ordninger. Herefter blev oplæg til temagruppens arbejde for 2024 præsenteret: 

- at kortlægge forvaltningernes drøftelser om brug af de sociale kapitler i forvaltningernes Hoved-MED.

Katrine Fylking kvitterede for materialet og afrapporteringen og fortalte, at organisationssiden bakker op om det foreslåede mål for temagruppens arbejde i 2024. Det blev også bemærket, at det er positivt, at andelen af fastholdelsesfleksjob har været stigende de seneste år. 

Bo Vollertsen spurgte, om der mærkes en effekt af forvaltningernes indsatser ift. støttet beskæftigelse? 

Søren Hartmann Hede svarede, at der vil blive udarbejdet kort statusnotat til CSO, der besvarer spørgsmålet. 

4) Ny proces for udsendelse af ansættelsesbreve 

Søren Hartmann Hede fortalte, at Koncernservice som følge af et nyt EU-direktiv om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår har ændret processen for udsendelse af ansættelsesbreve til nye medarbejdere i Københavns Kommune. Den nye proces indebærer, at der i første omgang sendes et ansættelsesbrev, der indeholder den påkrævede information vedr. overenskomst, arbejdstid m.v. Koncernservice sender efterfølgende et tillæg til ansættelsesbrevet med den endelige lønindplacering, når forhandlingerne er afsluttede. 

Katrine Fylking fortalte, at organisationssiden på følgende tre punkter har en anden fortolkning af direktivet end det, der kommer til udtryk i notatet til CSO: 

- Medarbejderen skal i udgangspunktet have sit ansættelsesbevis inden tiltrædelsen – ikke syv dage efter 

- Ændringerne gælder ikke kun ved nyansættelser, men også for allerede ansatte 

- Løst tilknyttede tilkaldevikarer skal også have et ansættelsesbrev, og ikke blot et ’orienteringsbrev’ 

Det blev aftalt, at Koncernservice indkalder enkelte medlemmer fra CSO til et møde, hvor ovenstående forhold kan drøftes. Sagen kan komme på CSO-dagsordenen igen når drøftelserne har fundet sted. 

5) Status på opfølgningsplanen på henvendelse fra næstforpersonerne i Hoved-MED 

Søren Hartmann Hede fortalte, at der var møde i dialogforummet i juni, og at det næste vil blive afholdt i december. Det er planen, at der afholdes to møder i dialogforummet årligt. Opfølgningsplanen drøftes igen på et CSO-møde i foråret 2024. 

Katrine Fylking kvitterede for den vedlagte status, herunder at emnet er på dagsordenen. Organisationerne har bemærket væsentligt kortere og mere præcise skriv fra Koncernservice, hvilket de er glade for. 

6) Godkendelse af CSO’s møderække for 2024 

Oplægget til møderækken i CSO for 2024 blev godkendt. 

7) Eventuelt 

Søren Hartmann Hede orienterede om, at forvaltningerne så småt er begyndt at indmelde arbejdspladser, der skal deltage i forsøget med kortere og mere fleksible arbejdsuger, der igangsættes i første kvartal 2024. De foreløbige indmeldinger viser, at det ikke kun er arbejdspladser med administrative medarbejdere, der ønsker at deltage, hvilket er positivt.

Deltagere på mødet

For ledelsessiden:
Adm. dir. Søren Hartmann Hede, ØKF
Dir. Nicolai Kragh Petersen, ØKF
Adm. dir. Tobias Børner Stax, BUF
Adm. dir. Mikkel Boje, SOF
Adm. dir. Søren Wille, TMF


For medarbejdersiden:
Formand Katrine Fylking, Københavns Lærerforening
Fællestillidsrepræsentant Tania Karpatschof, AC
Faglig sekretær Maria Konstantinidou, FOA/SoSu
Formand Henriette Brockdorff, BUPL Hovedstaden
Næstformand Steen Vadgaard, FOA 1
Næstformand Bo Vollertsen, HK/Kommunal Hovedstaden
Kredsformand Lars Petersen, Socialpædagogernes Landsforbund
Kredsnæstformand Nicklas Vagner Forsman, Dansk Sygeplejeråd


Særlige deltagere: 
Chefkonsulent Charlotte Kjær (KS) under punkt 3 
Chefkonsulent Dan Rantzau Schimmel (SOF) under punkt 3 
Susanne Brink Andersen (LFS) under punkt 3


Sekretariat:
Direktør Ivan Kristoffersen, KS
Centerchef Lene Munck, KS
Kontorchef Lotte Pedersen, KS
Kontorchef Iben Rønholt, ØKF
Specialkonsulent Søren Riis Mikkelsen, KS
Chefkonsulent Lars Daugaard, KFF


Afbud:
Adm. dir. Henrik Lund, BIF
Adm. dir. Per Bennetsen, SUF
Adm. dir. Søren Tegen Pedersen, KF
Formand Kirsten Gunvor Løth, FOA/LFS
Regionsformand Rasmus Hangaard Balslev, Dansk Socialrådgiverforening
Næstformand Mimi Bargejani, FOA/KLS
Gruppeformand Rasmus Bredde, 3F BJMF