Rygepolitik

Formålet med rygepolitikken er at sikre, at borgere og ansatte i Københavns Kommune kan bo, færdes og arbejde i røgfrie miljøer.

Københavns Kommunes Rygepolitik

Senest revideret pr. 15.12.2016 på baggrund af lov nr. 426 af 18/05/2016 om elektroniske cigaretter.

Formålet med rygepolitikken er at sikre, at borgere og ansatte i Københavns Kommune kan bo, færdes og arbejde i røgfrie miljøer.

Med denne politik har Borgerrepræsentationen d. 15.12.2016 besluttet at sidestille anvendelsen af e-cigaretter m.v. med rygning af tobak. Rygning i denne politik omfatter derfor både almindelige cigaretter og e-cigaretter m.v.. Med e-cigaretter menes alle former for e-cigaretter m.v., både med og uden nikotin.

1. Københavns Kommune er en røgfri arbejdsplads.

Det betyder, at der ikke må ryges eller anvendes e-cigaretter m.v. i kommunens lokaler og i kommunens køretøjer. På den måde sikres det, at medarbejderne og de borgere, der færdes i kommunale bygninger, ikke udsættes for tobaksrøg eller emission fra e-cigaretter m.v.. 

2. Rygning er alene tilladt i det fri.

Rygning eller anvendelse af e-cigaretter m.v. i det fri skal foregå på en sådan måde, så andre ikke udsættes for tobaksrøgen eller emission fra e-cigaretter m.v.. Ledelsen kan anvise passende områder for rygning i det fri.

3. Der må ikke ryges eller anvendes e-cigaretter m.v. i forbindelse med arbejde med børn og unge under 18 år - heller ikke i det fri.

Medarbejdere, der arbejder med børn og unge, fungerer som rollemodeller, og børn og unge er tillige særligt sårbare over for tobaksforurening og emission fra e-cigaretter m.v.. Rygning eller anvendelse af e-cigaretter m.v. er derfor ikke tilladt når det er synligt for børn og unge. Dette gælder dels i de kommunale lokaler og på institutionens område, dels på udflugter, lejrskoler m.v. Det gælder såvel udendørs som indendørs. Kommunale lokaler, hvor børn og unge opholder, sig skal være konsekvent og totalt fri for tobaksrøg og emission fra e-cigaretter m.v.. For den kommunale dagpleje og puljeordninger, jf. §§20 og 21 i lov om dag-, fritids- og klubtilbud, gælder det, at det ikke er tilladt at ryge eller anvende e-cigaretter m.v. i dagplejehjemmet og i andre lokaler til brug for dagpleje, når der passes børn. Lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal hele døgnet være helt fri for tobaksrøg og emission fra e-cigaretter m.v..

4. Ved arbejde i borgernes hjem kan forvaltningerne pålægge borgerne, at de ikke ryger eller anvender e-cigaretter m.v. under arbejdets udførelse.

Det udgør en særlig udfordring, at visse medarbejdere har deres arbejde i borgernes hjem, f.eks. i plejeboligen eller hos en modtager af hjemmepleje. Det kan, som en forudsætning for ydelsen, pålægges borgeren ikke at ryge eller anvende e-cigaretter m.v. i hjemmet i den tid, hvor medarbejderen opholder sig der. I forbindelse med visitation af ydelser over for borgeren skal forvaltningerne oplyse, at borgeren ikke må ryge eller anvende e-cigaretter m.v., mens arbejdet udføres. Endvidere bør det ikke være tilladt medarbejderen at ryge eller anvende e-cigaretter m.v. i borgerens hjem. Det er op til den enkelte forvaltning at fastsætte retningslinjer ift. at pålægge borgere ikke at ryge eller anvende e-cigaretter m.v. i det tidsrum, hvor personalet opholder sig i boligen. 

5. På plejehjem, døgninstitutioner, botilbud og lignende institutioner kan den enkelte beboer beslutte, om der må ryges eller anvendes e-cigaretter m.v. i det værelse eller den bolig, der tjener som den pågældendes private hjem. På institutioner, der fortrinsvis optager børn og unge under 18 år, er det dog som udgangspunkt ikke tilladt for børn og unge samt elever at ryge eller anvende e-cigaretter m.v. på institutionens område[1].

Beboeren kan dog pålægges ikke at ryge eller anvende e-cigaretter m.v., når en ansat opholder sig i beboerens hjem. Fællesarealer samme steder er røgfrie for alle. Det kan besluttes at indrette rygerum eller rygekabine for beboerne.

5.Rygerummet må ikke benyttes til andre formål og skal være godt ventileret.

Arbejdspladser som etablerer rygerum eller rygekabiner for beboere og brugere, hvor rygning og anvendelse af e-cigaretter m.v. kan finde sted, skal ved synlig skiltning informere om, at luften i omgivelserne uden for disse kan være sundhedsskadelig. Beslutning om dette skal tages af de enkelte forvaltninger efter drøftelse i MED/samarbejdsudvalg og/eller bruger-pårørenderåd eller bruger-seniorråd.

6. I offentlige rum er rygning og anvendelse af e-cigaretter m.v. ikke tilladt.

I offentlige rum som f.eks. sportshaller, medborgerhuse og daghjem er rygning og anvendelse af e-cigaretter m.v. ikke tilladt. Det kan dog besluttes at indrette rygerum eller rygekabiner til brug for borgerne. Rygerummet skal være godt ventileret og må ikke benyttes til andre formål. Beslutning om evt. etablering af rygefaciliteter foretages af den enkelte forvaltning efter drøftelse i MED/samarbejdsudvalg eller brugerråd.

7. I væresteder, varmestuer og lignende tilbud til socialt udsatte, hvor der kun er ét opholdsrum for brugerne kan det besluttes, at rygning og anvendelse af e-cigaretter m.v. er tilladt for brugerne.

Hvis der er flere rum, kan der kun ryges eller anvendes e-cigaretter m.v. i rygerum eller rygekabiner. Beslutning om evt. etablering af rygefaciliteter foretages af den enkelte forvaltning efter drøftelse i MED/samarbejdsudvalg/brugerråd. Rygerum må ikke, benyttes som arbejdslokale eller til længerevarende ophold for personalet, så længe der ryges eller anvendes e-cigaretter m.v. i lokalet. Medarbejderne må først arbejde eller gøre længerevarende ophold i lokalet, når der er efter rygning eller anvendelse af e-cigaretter m.v. er foretaget grundig udluftning.

8. Det er et ledelsesansvar, at rygepolitikken overholdes.

Ledelsen på en arbejdsplads har ansvaret for, at alle gældende regler overholdes. Ledelsen har derfor pligt til at skride ind over for medarbejdere, der ikke overholder rygepolitikken. Eventuelle overtrædelser af rygepolitikken vil blive betragtet som enhver anden overtrædelse af institutionens interne regler og kan i sidste ende have ansættelsesretlige konsekvenser i form af afskedigelse.

9. Der kan ikke dispenseres fra rygepolitikken.

10. Medarbejderne i Københavns Kommune tilbydes rygeafvænning.

Det er op til den enkelte forvaltning at fastsætte retningslinjer for rygeafvænning i arbejdstiden.

11. Københavns Kommune arbejder for, at der på selvejende institutioner gennemføres tilsvarende rygepolitikker.

Loven gælder naturligvis også for selvejende institutioner, men på de punkter, hvor Københavns Kommunes rygepolitik er mere restriktiv end loven, giver det mening at arbejde for, at pkt. 11 opfyldes. Dette kan ske ved indføjelse i driftsoverenskomsten.

12. Indførelse af lokalt aftalt røgfri arbejdstid.

Som følge af BR beslutning d. 23. august 2012 om lokalt aftalt røgfri arbejdstid, kan et enigt MED/samarbejdsudvalg beslutte at indføre en røgfri arbejdsplads og dermed udelukke rygning og anvendelse af e-cigaretter m.v. fra arbejdstids begyndelse til arbejdstids ophør, bortset fra frokostpausen.

Lovgrundlag

Københavns Kommunes rygepolitik bygger på lov om røgfri miljøer samt lov om elektroniske cigaretter m.v..

[1] På anbringelsessteder, sikrede døgninstitutioner og delvis lukkede døgninstitutioner/afdelinger kan der dispenseres i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 607 af 18/06 2012.

Anbefalinger til processen vedr. røgfri arbejdstid

Charlotte Kjær