Referat af møde i CSO d. 25. juni 2020
1) Godkendelse af referat fra CSO-mødet den 12. december 2019
Referatet blev godkendt uden bemærkninger.
2) Håndtering af Covid-19 i de enkelte forvaltninger
De administrerende direktører gav en kort mundtlig status på håndteringen af Covid-19 i de enkelte forvaltninger. Alle adm. direktører udtrykte stor tilfredshed med ledernes og medarbejdernes indsats under corona-krisen og kvitterede ligeledes for evne og vilje til at samarbejde på tværs – både internt i forvaltningerne og på tværs af forvaltningerne. Der var også stor ros til forvaltningernes ledere og medarbejdere for den sikre løsning af eksisterende driftsopgaver samtidig med håndteringen af nye opgaver.
Organisationssiden kvitterede for de administrerende direktørers orienteringer og udtrykte i forlængelse heraf, at forvaltningerne har været pressede og udfordrede pga. usikkerhed om retningslinjer og pga. nye opgaver og kriseberedskab. Generelt var der dog stor tilfredshed med forvaltningernes håndtering af Covid-19, herunder at samarbejdet på tværs har været rigtig godt. Endvidere blev det bemærket, at corona-situationen har tydeliggjort, at der i og mellem forvaltningerne er gode arbejdsfællesskaber.
Britt Petersen fortalte, at rengøringsstandarden i institutioner, div. tilbud mv. har været rigtig høj, og at det er forhåbningen, at dette niveau fortsætter fremadrettet, herunder for at begrænse sygefravær. Derudover er der behov for at drøfte, hvordan Koncernservice og forvaltningerne kan bringes tættere på hinanden.
Mimi Bargejani sagde, at der er behov for en hygiejneorganisation, der bl.a. kan bidrage med klare sundhedsmæssige retningslinjer i et KK-perspektiv.
Til dette svarede Katja Kayser, at der i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen allerede er en stærk hygiejneorganisation med bl.a. flere hygiejnesygeplejersker.
Søren Hartmann Hede sagde afslutningsvist, at der ud over de forvaltningsmæssige evalueringer af håndteringen af Covid-19 også vil være en tværgående evaluering på opfordring af kredsen af borgmestre. Arbejdet med den tværgående evaluering er så småt begyndt.
3) Status på implementering af KK Rengøringsservice
Helge Vagn Jacobsen orienterede om status på implementeringen af KK Rengøringsservice. Pr. 1. januar 2020 samledes alle rengøringsmedarbejdere i Københavns Kommune (med få undtagelser) i KEID. Under CSO er der nedsat en følgegruppe, der bl.a. drøfter projektets fremdrift. Det er besluttet, at følgegruppen skal fortsætte med at eksistere.
På grund af Covid-19 er en række af implementeringsaktiviteterne sat i bero, hvilket også har betydning for fremdriften på projektet.
De på mødet viste plancher er vedhæftet referatet.
4) Overførselssagen 2019/2020 og Budget 2021
Mads Grønvall gav en kort orientering om overførselssagen 2019/20 og budget 2021:
Overførselssagen 2019/20
Overførselssagen 2019/20 blev forhandlet i forligskredsen for budget 2020. Med overførselssagen blev der foretaget tekniske overførsler af mindreforbrug, udmøntning af investeringspuljerne og udmøntet midler til nye initiativer. Med aftalen lægges der også penge til side til merudgifter som følge af Covid-19.
Budget 2021
Økonomiudvalget fik i begyndelsen af juni forelagt forvaltningernes budgetbidrag og effektiviseringsforslag. Alle udvalg har leveret på det besluttede effektiviseringsmåltal på 366,6 mio. kr., hvoraf 121,0 mio. kr. er nye effektiviseringer, og 245,6 mio. kr. er effektiviseringer fra tidligere år. Partierne begynder forhandlingerne om Budget 2021 i slutningen af august, og det er forventningen, at der foreligger en budgetaftale i midten af september.
I slutningen af maj indgik regeringen og KL aftale om kommunernes økonomi for 2021. Af denne fremgår det, at der sker et løft af den kommunale serviceramme og den kommunale anlægsramme på hhv. ca. 1,5 mia. kr. 2,5 mia. kr.
5) Udligningsreformens betydning for Københavns Kommune
Mads Grønvall gav en kort orientering om aftalen om reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, der blev indgået i begyndelsen af maj, herunder effekten for Københavns Kommune. Oprindeligt så Københavns Kommune ind i et tab på udligning på 544 mio. kr. Med den indgåede aftale stiger Københavns Kommunes bidrag til udligningssystemet med 466 mio. kr. Ved fuld indfasning vurderes Københavns Kommunes samlede bidrag via udligningssystemet at stige fra 1,8 mia. kr. til 2,2 mia. kr. Mads Grønvall fortalte yderligere, at det er Økonomiforvaltningens vurdering, at tabet kan håndteres uden voldsomme generelle besparelser, dels fordi tabet på 466 mio. kr. er håndterbart, dels fordi det indfases over fire år.
Britt Petersen bemærkede, at organisationerne ikke mener, at konsekvenserne kan eller bør håndteres, uden at der sker skattestigninger. Dette vil organisationerne bringe op over for politikerne.
6) Københavns Kommunes politik og retningslinjer vedr. vold, trusler, chikane, seksuel chikane, mobning mv. (krænkende adfærd) på arbejdspladsen
Der er udarbejdet et forslag til en revision af Politik og retningslinjer for at forebygge, identificere og håndtere vold, trusler, chikane og mobning på Københavns Kommunes arbejdspladser. Oplægget har forud for behandlingen i CSO været drøftet i forvaltningernes Hoved-MED.
CSO godkendte oplægget uden bemærkninger.
7) Ligestillingsredegørelse for Københavns Kommune i 2020
Søren Hartmann hede præsenterede ligestillingsredegørelsen for Københavns Kommune for perioden 2017-2020. Redegørelsen er lavet iht. ligestillingsloven, der pålægger offentlige myndigheder hvert tredje år at indberette en redegørelse om deres arbejde med ligestilling til det ansvarlige fagministerium (Miljø- og Fødevareministeriet).
CSO havde ingen bemærkninger til redegørelsen, der behandles i Økonomiudvalget d. 11. august og i Borgerrepræsentationen d. 20. august.
8) Nye ligestillingsmåltal for Københavns Kommune
Søren Hartmann Hede præsenterede Økonomiforvaltningens oplæg til nye ligestillingsmåltal og tilhørende initiativer. Oplægget er udarbejdet iht. Borgerrepræsentationens beslutning fra 2018 og fokuserer på områderne kønsbalanceret ledelse og fædres brug af forældreorlov.
CSO havde ingen bemærkninger til måltallene eller initiativerne, der skal behandles i Økonomiudvalget d. 11. august og i Borgerrepræsentationen d. 20. august.
9) Eventuelt
Søren Hartmann Hede orienterede om:
- at der på fællesmødet mellem Økonomiudvalget og CSO d. 11. august 2020 udover en drøftelse af budgettet også vil være en mundtlig status fra hver forvaltning ift. forankringen af charter for arbejdsfællesskaber.
- at der er udarbejdet en Samlokaliseringscase II, som vedrører Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen. Casen vil blive drøftet i forvaltningernes Hoved-MED forud for forhandlingerne om budget 2021.
Deltagere på mødet
For ledelsessiden:
Adm. dir. Søren Hartmann Hede, ØKF
Dir. Mads Grønvall, ØKF
Adm. dir. Mette Touborg, KFF
Adm. dir. Nina Eg Hansen, SOF
Adm. dir. Katja Kayser, SUF
Adm. dir. Tobias Børner Stax, BUF
Adm. dir. Søren Wille, TMF
Adm. dir. Tanja Franck, BIF
For medarbejdersiden:
Formand Britt Petersen, FOA/LFS
Formand Lars Sørensen, Københavns Lærerforening
Fællestillidsrepræsentant Tania Karpatschof, AC
Næstformand Steen Vadgaard, FOA 1
Næstformand Karla Kirkegaard, HK/Kommunal Hovedstaden
Formand Henriette Brockdorff, BUPL Hovedstaden
Kredsnæstformand Mette Sofie Haulrich, Dansk Sygeplejeråd
Næstformand Mimi Bargejani, FOA KLS
Regionsformand Rasmus Hangaard Balslev, Dansk Socialrådgiverforening
Faglig sekretær Charlotte Thim von Mehren, FOA SOSU
Faglig sekretær Caja Bruhn, 3F
Særlige deltagere:
Konst. direktør Helge Vagn Jakobsen, KEID (deltog under punkt 3)
Centerchef Peter Højer, KEID (deltog under punkt 3)
Chefkonsulent Charlotte Kjær, KS (deltog under punkt 6)
Sekretariat:
Direktør Ivan Kristoffersen, KS
Centerchef Lene Munck, KS
Kontorchef Lotte Pedersen, KS
Sekretariatschef Ditte Steen, ØKF
HR-konsulent Søren Riis Mikkelsen, KS
Chefkonsulent Lars Daugaard, KFF
Afbud
Kredsformand Lars Petersen, Socialpædagogernes Landsforbund
Gruppeformand Lars Pless, 3F BJMF
Kredsnæstformand Signe Hagel Andersen, Dansk Sygeplejeråd (barsel)